Efter en dags stilhed er jeg tilbage igen.

I går, fredag, tog jeg lidt tidligt tilbage til hostellet, for at hoppe i bad, og så smutte ud igen senere. Desværre, viste det sig at regne HELT vildt da jeg havde planlagt at gå ud. Så jeg sad lidt og ventede på at det skulle stoppe. Mens jeg sad og ventede kom en lille kinesisk pige ind som også skulle bo på værelset. Ligesom mig havde hun planlagt at skulle ud senere efter noget aftensmad, men var ligeledes fanget af regnen. Derudover var hun lidt nervøs for at skulle ud i Harlem på egen hånd efter mørkets frembrud. Så den belevne unge mand jeg nu engang er, bød mig at tilbyde mit selskab på en ekspedition efter aftensmad.

Vi begav os til Chinatown, hvor hun gengældte tjenesten ved at guide mig gennem en menu af Shanghai style Dim Sum og herlige nudler med stads og grønt. Et herligt måltid alt i alt. Hun viste sig, at være udvekslingsstuderende fra Beijing, på ophold i Minnesota, men nu på lidt ferie i New York. Lidt skægt at være i Chinatown med en kines, der både talte sproget og kendte vanerne. Bagefter, da jeg endelig kom tilbage til hostellet, blev jeg af 2 glade irske piger lokket med til Brooklyn for at drikke Brooklyn Pale Ale. Hvilket jeg af naturlige årsager ikke kunne takke nej til. Især fordi jeg har smagt den herlige drik i Danmark, og allerede er lidt forelsket i det lille bryggeri i Brooklyn. Det blev ret sent, og var nok en anelse beruset da jeg vendte hjem til Harlem for at sove lidt.

Den næste dag skulle den lille kineser mødes med en veninde fra college, jeg hægtede mig på, for jeg hørte de skulle spie morgenmad i Koreatown, og tænkte jeg kunne gentage gårsdagens succes. Og ganske rigtigt – en lille, lige så kinesisk, pige dukkede op og sammen spiste vi koreansk morgenmad/frokost. En lille blandet affære med 289 forskellige små tallerkner og skåle og gryder med alt muligt mærkeligt i. Dampede æg, kimchi (en slags syltet kål), grillet oksekød med glasnudler, ris med sorte bønner, osv osv, et enormt måltid, så mæt blev man i hvert fald.

Efterfølgende tog vi sammen ind og så Guggenheim museet, der udover deres permanente samling af klassisk kunst, havde en fed samling af Louise Bourgeois’ kunstværker. VIrkelig spændende sager! Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte lade dem være tøsede på den kinesiske måde, så jeg lagde mig over i parken i vanlig stil.

Efterhånden kan man se enden på rejsen, og jeg skal da tilstå at jeg efterhånden er en anelse udkørt og træt af at være omgivet af en enorm metropol. Man savner helt at sidde på en sofa og bare stirre ud i luften uden at der sker noget i timevis.

Læg en kommentar